De korrekte manerer, etiketter og respekt mellem en mureed og en kamil murshid – af Abu Hafs Shahabattin Omar Suhrawardi. Oversat til Dansk af Muhammad Ilyaas (Nakshi)
“Adab” betyder de korrekte manerer, etikette og respekt som et menneske skal opretholde i deres interaktioner, situationer og handlinger. Det oversatte kapitel drejer sig om adab i forhold til en mureeds (elev, søgende) forhold til deres murshid (åndelige vejleder, mentor).
Profetens ﷺ ledsagere (sahabierne) var eksemplariske, derfor er det dem vi skal kigge på, når vi skal se på et murshid-/mureed relation (lærer-/elev relation) og hvordan man skal kultivere og dyrke kærlighed til Allah ﷻ igennem god opførsel overfor sin lærer.
Den etikette som en mureed skal værne om, og være årvågen omkring, samt beskytte allermest, er den adab som en mureed (eleven) har overfor sin murshid (læreren).
Derfor skal en mureed følge det som vi lærer af Profetens ﷺ forhold til Deres disciple. (Sahabaerne)
Allah ﷻ fortæller i Surah Al-Hudjurat, vers 2:
”O i troende! Hæv ikke jeres stemme over Profetens stemme, og vær ikke højlydte over for ham i talen, sådan som I er højlydte overfor hinanden. Alle jeres handlinger skulle unødigt gå tabt, uden at I aner det” (Koranen 49:2)
Abdullah b. Zubayr fortæller at årsagen til åbenbaringen af dette vers skal findes i denne hændelse:
Der var en gruppe fra Beni Temim klanen som kom til Profeten ﷺ. Hadrat Abu Bakr, sagde til Profeten ﷺ:
”Det ville være godt hvis De gjorde Ka’ka b Ma’bed til gruppens leder.”
Hadrat Omar Farooq sagde i modsætning til dette ”Hvis De gør Akra b. Habis til gruppens leder så vil det være endnu bedre.” Da Abu Bakr hørte dette sagde han til Omar Farooq ”Du siger udelukkende dette for at være imod mig” Omar Farooq sagde som svar: ”Nej, jeg siger det ikke for at være imod dig.”
Hermed blev Deres stemmer højlydte foran Profeten ﷺ. I det øjeblik åbenbarede Allah ﷻ verset fra Koranen (49:2)
”O i troende! Hæv ikke jeres stemme over Profetens ﷺ stemme, og vær ikke højlydte over for ham i talen, sådan som I er højlydte overfor hinanden. Alle jeres handlinger skulle unødigt gå tabt, uden at I aner det” (Koranen 49:2)
Abdullah b. Abbas har sagt om fortolkning af verset at det skal forstås på den måde at man ikke skal gå foran eller snakke før Profeten ﷺ
Jaabir b Abdullah har sagt: Nogen af Profetens ﷺ Disciple (Sahaabaerne) de slagtede deres offerdyr (qurbani) før Profeten ﷺ gjorde det. Og denne Ayah forbød dem det.
Der er andre der fortæller: ”Nogen gik rundt og sagde at der burde blive åbenbaret et vers angående dette og dette. Dette var Allah ﷻ ikke tilfreds med og forbød denne form for tale i ovenstående vers”
Hazrat Aisha har sagt angående fortolkning af verset: ”Det betyder at man ikke skal starte på fasten før Profeten ﷺ”
Kelbi har sagt angående fortolkningen: ”Verset betyder, at man ikke skal gå forud i handlinger mindre man får besked eller tegn fra Profeten ﷺ”
En mureed (eleven) skal derfor med højeste forsigtighed værne omkring sin adab (manerer) overfor sin murshid (læreren). En mureed skal derfor forlade sit egos vilje og lyster, og søge vejledning i betydelige beslutningsprocesser hos sin murshid.
Det er også blevet sagt angående fortolkningen af verset at: ”Gå ikke foran Profeten ﷺ”, betyder også at man fysisk ikke skal gå foran Profeten ﷺ.
Ebü’d-Derda fortæller dette: ”Den ene gang gik jeg foran Abu Bakr. Profeten ﷺ advarede mig og sagde ’Pas på! Du går foran En der er bedre end dig i både denne verden og den næste verden’”
En anden årsag til åbenbaringen af Aya’en er også blevet fortalt som dette: Der var nogle mennesker der befandt sig i selskab med Profeten ﷺ, der svarede på spørgsmål som blev spurgt til Profeten ﷺ, før Profeten ﷺ selv svarede. Denne form for opførsel blev hermed også forbudt med denne Ayah.
Mureed skal derfor passe meget på denne adab når mureed sidder i selskab med murshid. Det er bedst hvis mureed tier stille, selvom mureed syntes at der skulle være noget passende at sige. Hvis man skal sige noget skal man spørge murshid om tilladelse eller murshid skal selv give tegn eller besked til mureed om at vedkommende må tale.
Mureed, bør være som en som venter med længsel og standhaftighed på en strand, der venter på at ens murshids fortrinligheder skyller ind med bølgerne til kysten og at mureed samler disse fortrinligheder op som bølgerne skyller ind på kysten fra murshids hav af visdom. Mureed bør spidse ørene og lytte godt efter hver eneste ord som murshid fortæller for at få gavn af murshids fortrinlige ord, så mureed kan få spirituel gavn og styrke, samt at mureed kan nå sit mål, som er nærhed og kendskab til Allah. Denne form for respekt og manerer vil øge mulighederne for at mureed får overført spirituelle fortrinligheder til sin sjæl.
Hvis mureed forsøger at få sine egne ord og synspunkter sat på banen ud i det åbne rum, vil det blot føre til at mureed forsøger at gøre sig selv synlig og bemærke sin tilstedeværelse. Dette er en stor fejl fra mureeds side.
En mureed bør desudn fortælle sine kritiske, vigtige og hemmelige tilstande til sin murshid. Men en loyal mureed behøver ikke at fortælle sine problemer med sin tunge. Det er nok at vende sig imod murshid og spørge Dem om hjælp indvendigt med den spirituelle tunge.
murshid vil give svaret som mureed har brug for. Murshid’s ønske er at tale med Haqqs (Allah ﷻ s) tilladelse. Så når murshid sidder blandt sine mureedeen, så åbner murshid sit hjerte til Allah ﷻ og venter på at der falder Rahmat (Barmhjertighed) og Baraqat (Fortrinligheder) på sine muredeen. I Dette øjeblik vil murshids hjerte og tunge vende sig imod Allah ﷻ for at forsøge at hjælpe sine mureedeen. Murshid ved med Allahs ﷻ tilladelse om Deres mureeden spidser ører og hvor årvågne de er.
Ord, er ligesom frø der falder på jord; hvis det er råddent, vil det ikke vokse. At afbryde et ord er fordi Nafs kommer imellem som en barriere. Murshid renser ordene for Nafs’s indflydelse og frembringer den videre til Allah ﷻ på den reneste måde. Derefter ønsker murshid hjælp fra Allah ﷻ, og retledning i hans tale, og murshid vil snakke herefter. Således vil murshid snakke Haqq fra Haqq for Haqq. Dette betyder at snakke Retskaffent med hjælp fra Den mest Retfærdige for den Mest Retfærdige’s skyld.
Som man kan stole på Jibreels overlevering af ”Vahy” (Guddommelige overleveringer), på samme måde kan man stole på en sand murshids Ilhaam (inspirationer). Det er ikke muligt at Jibreel kan lave hiyanaat (forråde, snyde), på samme måde vil en kamil (En komplet lærer, der kan vejlede andre fuldkomment) murshid ikke være en forræder, snyde eller vildlede når det kommer til guddommelig inspiration (Ilhaam)
Som Profeten ﷺ ikke snakkede ud fra sine lyster, på samme måde vil en murshid, som følger Profeten ﷺ ikke snakke ud fra sine lyster.
Når man snakker ud fra sine lyster, sker det af to grunde: Den ene grund er lysten til at trække andre hjerter og opmærksomhed imod sig selv. Dette er ikke den tilstand og de handlinger som en Kamil murshid har. Den anden grund er ens egos (Nafs) kærlighed til sig selv – på denne måde vil man forsøge at gøre sig selv bemærket med sine ord.
Disse ovenstående handlinger vil blive betragtet som Hiyanaat (forræderi) for dem som søger Allah ﷻ.
Når murshid snakker, så reflekterer han over det som Allah ﷻ inspirerer ham til, og forhindrer at hans ego kommer imellem. Allah ﷻ beskytter murshids hjerte fra overflødige ord og sætninger der vil føre ham til stolthed. Murshid reflekterer og lytter nøje efter de inspirationer der kommer til ham fra Allah ﷻ.
Shaykh Abu’s Suud fortalte til sine disciple om de inspirationer han fik til hjertet
”Jeg hører dem som når I lytter til mig”. Der var en mureed til stede som ikke rigtig forstod hvordan dette kunne lade sig gøre og lod sin tvivl komme på tale. Da denne mureed vendte hjem så han en drøm samme nat:
”I Drømmen så han en person som sagde sådan til ham: ” Den person som vil hente en perle fra havet må først dykke i havet, er dette ikke rigtigt? Selvom vedkommende har muslingerne i en pose, må han først komme op af havet fra at åbne dem og se perlerne. Så selvom han er dykket ned for at hente muslingerne fra bunden af havet så kræver det først at han kommer op fra havet og får dem åbnet.” At se perlen er det samme for den der venter på strandkanten og den person der er på vej op fra havet til strandkanten.
Efter dette tegn fra denne drøm så forstod han hvad Abu Suud mente. Murshid er den der henter perlerne og mureed er dem der venter på strandkanten.
En af de adab som mureed ska beskytte overfor murshid det er at tie omkring de gode ting der er omkring sig selv indtil murshid selv laver en udtalelse. Lad være med at gå foran med ord og handlinger.
At ikke at gå foran Allah ﷻ og Hans Rasool betyder også at man ikke skal ønske en større Maqaam (status) end sin murshid. Man skal ønske at alle højeste status og grader skal tilhøre ens murshid. En mureed bør ønske alle fortinligheder bliver givet til murshid fra hjertet. På denne måde vil en mureeds potentiale komme til syne. Denne tilstand er noget man sjældent ser blandt mureedeen, men som er en tilstand der har en høj grad. At mureed ønsker for sin murshid mere end hvad han ønsker for sin egen Nafs vil bringe mureed mere end hvad han kunne ønske for sig selv. På denne måde vil mureed også kunne opnå en godkendt etikette.
Seri-i-Sakati sagde: God etikette (adab) er intelligensens tolk; hvis man vil vide hvor intelligent et menneske er så ser man det fra vedkommendes adab (etikette).
Ebu Adbullah b Hafif sagde, at Ruveym sagde: ” O min søn. Lad dine handlinger være salt og din adab være mel.” Der menes her at selvom ens gode handlinger skulle være få så lad din gode adab (opførsel) fylde mest.
Ebu Hafs har sagt: Tasavvufs (Tazkiyyas, i.e. Vejen til Allahs) grundsten er adab. Hvert tidspunkt, hver tilstand og hver status har en adab. Hvem end der omslutter sig adab vil nå nærhed til Allah ﷻ. Hvem end som ikke har adab, er langt væk fra Allah ﷻ.
Allah ﷻ har med sin Ayat ”O i troende! Hæv ikke jeres stemme over Profetens ﷺ stemme, og vær ikke højlydte over for ham i talen, sådan som I er højlydte overfor hindanden. Alle jeres handlinger skulle unødigt gå tabt, uden at I aner det” (Koranen 49:2) lært Profeten ﷺ ’s disciple adab.
En af sahabaerne Sabit b. Kays. b. Shammas, havde døvhed for ørene og derfor af denne grund talte højt. Ofte, så uden han selv anede det, så forstyrrede hans højlydte snakken Profeten ﷺ. Allah ﷻ lærte denne sahabi og de andre sahabier adab ved at åbenbare ovenstående ayah.
Der er flere hændelser som relaterer sig til dette:
Da Hadrat Abu baqr og hadrat Omar de snakkede indbyrdes og hævede deres stemmer foran Profeten ﷺ blev denne Ayah åbenbaret.
Hadrat Omar snakkede efterfølgende så lavt til Profeten ﷺ at Profeten ﷺ spurgte til Omar hvad De sagde.
Abu Baqr snakkede også herefter meget lavt og som man ville fortælle en hemmelighed til Profeten ﷺ.
Det gjorde de for at være påpasselige med ikke at til at hæve stemmen. Mureed skal passe på denne adab når han er sammen med murshid. Mureed bør ikke vise dårlig opførsel ved at snakke højlydt, grine meget, eller snakke for meget.
At snakke højlydt vil fjerne en persons waqar (waqar er et ord på arabisk som er en dyb værdighed og ro, som en person udstråler som et resultat af deres åndelige modenhed og indre fred. Det er en egenskab man bruger om en person som hvad man vil betegne som rolig, stabil, afbalanceret, beslutsom og bevarer fatningen og overblikket, selv i pressede situationer)
Når stabilitet befæster sig i hjertet, så vil tungen være klar over hvad den siger. Nogle murshids stabilitet og respekt vil rodfæste sig så meget i deres mureeds hjerte at de har svært ved at se på dem i længere tid ad gangen. (På grund af den stabilitet (waqar) og respekt (hurmat) de ser i dem).
Engang var jeg (Suhrawardi i.e; forfatteren) syg med malaria. Min onkel og på samme tid min murshid Ebü’n-Necib Sohreverdi kom for at besøge mig. Da han ankom, begyndte jeg at svede fra hele kroppen – noget som jeg havde ønsket mig længe da at svede ud ville hjælpe på sygdommen. Disse svedeture forårsaget af Deres besøg gav mig Shifa. Deres besøgen var en fortrinlighed og heling på samme tid.
Jeg husker en anden gang, hvor jeg var alene derhjemme. Der var et stykke stof som min murshid havde givet mig i gave som De havde brugt til deres Emaama-Shareef. (Turban). Jeg kom til at træde på den ved et uheld. Mit indre skælvede og at træde på noget som har tilhørt Dem. Jeg trak min fod med det samme og placerede stoffet et højt sted; i det øjeblik blev min respekt større til min murshid.
Ibn Atas fortolkning (Tafsir) på verset ”O i troende! Hæv ikke jeres stemme over Profetens ﷺ stemme,” forlyder på at Allah ﷻ beskytter de troende for at begå disrespektløshed selv i sin allersimpleste form.
Sehl b. Abdullah, har givet verset denne fortolkning: ”Snak til Profeten ﷺ kun hvis du bliver spurgt”
Ebu Bekir b. Tahir fortolker det således ”Når I snakker med Profeten ﷺ, så lad være med at være den der starter med at snakke, og når Profeten ﷺ spørger jer om noget så svar kun i rammerne af adab og respekt.”
Fortolkningen af Koranen 49/2 (Surah Hujurat) ”Lad være med at kalde på Ham, som I kalder på hindanden, det kan være at alle jeres gode gerninger går tabt uden at i ved det.” skal forstås således: Lad være med at tale til Profeten ﷺ på en hård og uformel måde: Lad være med at sige ”O Mohammad” eller ”O Ahmad” men sig derimod ”Ya Nabi Allah ﷻ ” eller ”Ya RasoolAllah ﷻ ”.
På Samme måde bør en elev tale til sin lærer med respekt, og med høflig tiltale. Man bør tale på en måde der passende i forhold til lærerens rang og egenskaber.
Når respekt falder på plads i elevens hjerte, så vil tungen også følge trop. Men hvis hjertet er rodet og fyldt med egoets (Nafs) lyster og tanker så vil tungen snakke ud over respektens grænser. Hvis der er stabilitet og respekt i hjertet så ville tungen tale ud fra dette.
Koranen 49/2 (Surah Hujurat) Da dette vers blev åbenbaret, blev Sabit. B. Kays. så ked af det at han satte sig ved en vejkant og begyndte at græde. Han gik grædende over til Asim b. Adi.
”Jeg er bange for at dette vers er om mig. Når jeg snakker til Profeten ﷺ, så snakker jeg højlydt. Jeg frygter at jeg er blandt dem hvis gode gerninger er gået tabt og at jeg er blandt helvedes folk.
Asim tog over til Profeten ﷺ. Sabit græd endnu mere og sagde til sin kone at hun skulle låse ham inde i hestestalden og banke døren til med søm så han ikke kunne komme ud. Hun fik ondt af ham og ville tage sømmene ud igen. Men han sagde. Hvis ikke Allah ﷻ tager mit liv eller Profeten ﷺ er tilfreds med mig, så lover jeg at jeg vil blive her.
Asim som var ovre hos Profeten ﷺ for at give besked om situationen, fik besked fra Profeten ﷺ på at på at hente Sabit. Asim fandt ud af hvad der var sket igennem Sabits familie og skyndte sig til hestestalden hvor Sabit var lukket inde.
”Profeten ﷺ kalder på dig!” sagde Asim. Sabit sagde at Asim skulle bryde døren op. Det gjorde han og de begge drog afsted til Profeten ﷺ.
”Hvad er det der får dig til at græde Sabit?” spurgte Profeten ﷺ.
”Jeg er en person som taler højlydt, jeg frygter at det vers der blev åbenbaret, er omkring mig.”
Dertil svarede Profeten ﷺ “Er du ikke tilfreds med at leve som en retskaffen person, dø som en martyr og indgå i Paradiset?” Sabit svarede: “Selvfølgelig er jeg tilfreds med Allahs ﷻ og Profetens ﷺ glædelige budskaber. Jeg vil ikke hæve min stemme mod Profeten igen.” Efter denne begivenhed åbenbarede Allah ﷻ (Gud) følgende vers: “Dem, som dæmper deres stemmer foran Allahs ﷻ udsending, er dem, hvis hjerter Allah ﷻ har prøvet for gudsfrygt. For dem er tilgivelse og en stor belønning.” (Koranen 49:3)
Enes (må Allah ﷻ være tilfreds med ham) sagde: “Vi så nu på en mand blandt os, der ville gå rundt i Paradis.”
På dagen for Yemama, under kampen mod den falske profet Musaylimah, da Sâbit så nogle muslimer blive besejret og nogle af dem blive knust, udbrød han: “Ve over dem og deres handlinger!” Derefter vendte han sig mod Salim b. Huzeyfe og sagde: “Da vi var sammen med Profeten ﷺ, kæmpede vi ikke på denne måde mod Allahs ﷻ fjender.”
Derefter deltog begge i kampen og kæmpede indtil døden. Sâbit blev martyret, som Profeten ﷺ havde forudsagt. Han bar en rustning, og en af Sahaba så ham i en drøm den nat og sagde til ham: “Vær opmærksom på, at en af de muslimske mænd har taget min rustning og taget den med sig. Han er nu ved siden af hæren og har en flot hest ved sin side. Han har lagt en skjorte over min rustning. Gå til Khalid b. Walid, informer ham om situationen, og få min rustning tilbage. Gå også til Profetens ﷺ efterfølger, Abu Bakr, og sig til ham, at jeg har en gæld til ham, og han skal betale den. En af mine slaver er nu fri.”
Personen, der havde drømmen, informerede hærkommandanten Khalid b. Walid om situationen, og han gik og fandt rustningen og hesten, som beskrevet. Han bad om rustningen tilbage. Khalid b. Walid (må Allah ﷻ være tilfreds med ham) fortalte denne drøm til Abu Bakr, som derefter opfyldte Sâbit’s ønske om at få rustningen tilbage.
Enes b. Mâlik (må Allah ﷻ være tilfreds med ham) sagde: ” Sâbit’s ønske blev opfyldt efter at han gik bort, og jeg har ikke set nogen anden der har fået opfyldt deres testamente på denne måde. Dette er en manifestation af Sâbits nådegave på grund af hans skønhed i gudsdyrkelse (Taqwa) og hans smukke opførsel over for Profeten ﷺ.”
Derfor bør en loyal mureed forstå og vide, at hans murshid er en årsag til både advarsel og påmindelse på vegne af Allah ﷻ og Hans Sendebud. Han bør erkende, at hans opførsel over for hans murshid, hvis han havde levet i tiden med Profeten ﷺ, ville have været den samme som opførslen over for Profeten ﷺ selv – præget af respekt, ære og tjeneste.
Når Ashab-Kiram handlede i overensstemmelse med disse manerer, roste Allah ﷻ dem ved at sige: “Disse er dem, som Allah ﷻ har prøvet deres hjerter for gudsdyrkelse (Taqwa). For dem er der tilgivelse og stor belønning.” (Koranen 49:3)
Allah ﷻ afdækkede den imaan i deres hjerter og gjorde dem rene, ligesom det rene guld kommer frem, når det udsættes for ilden. Det er uden tvivl, at sproget er hjertets talsmand. Skønheden i ordene stammer fra hjertets opførsel. Derfor skal en mureed over for sin murshid have den samme etikette.
Abu Osman al-Maghribi (må Allah ﷻ have nåde over ham) sagde: “Adaab i nærheden af de store og i forsamlingen af sufi-mesteres forsamling fører dens ejer til høje grader og til mange goder i denne verden og næste.”
Overvej Allahs ﷻ ord i følgende vers, hvor Englene siger: “Hvis de blot havde været tålmodige, indtil du kom ud til dem, ville det have været bedre for dem.” (Koranen 42:35)
I Surah Hujurat informerer Allah ﷻ også om disse personers tilstand:
“(O Sendebud!) De der råber på dig udefra, foran dine kamre, de fleste af dem har ikke forstand (på din agtværdige stilling)” (Koranen 49:4)
Denne tilstand opstod fra en gruppe, der kom fra Beni Tamim-stammen. Disse mennesker kom til Profeten ﷺ og råbte uden for hans hjem:
“Åh, Muhammad ﷺ ! Kom ud til os. Sandelig er vores ros for en person meget smigrende; Men vores kritik er meget stigmatiserende!” Ravi siger: Da Profeten ﷺ hørte deres råb, svarede han:
“Sikkert er jeres kritik nedbrydende, og jeres ros er smigrende!” og gik hen til dem.
Denne begivenhed er blevet beskrevet i en lang fortælling. De havde også bragt digtere og talere med sig. I mødet kom Hasan bin Sabit (r.a) sammen med unge fra Ansar og Muhajirun og overgik dem i ord og poesi.”
Den etikette, der kan udledes fra denne vers og begivenhed, er, at en mureed ikke skal skynde sig, når han går ind hos sin murshid, under et besøg og lignende situationer. Han skal udvise tålmodighed, indtil murshid er tilgængelig. Jeg har hørt, at når en besøgende kom til Sheikh Abdulkadir Geylani, blev han informeret om at han ville komme ud fra sit meditationsrum, åbne døren let, hilse på vedkommende og vende tilbage til sit meditationsrum uden at invitere vedkommende ind. Hvis en ikke-dervish (en der ikke er initieret som søgende på tariqa) person kom, ville han gå ud for at møde dem, sidde sammen med dem og snakke. Nogle sufier blev utilfredse med, at han ikke straks gik ud for at møde dem og i stedet satte sig sammen med dem. Da Sheikh Abdulkadir Geylani hørte om deres tanker, sagde han følgende:
“Åh, åbenlyst, når der ikke bliver vist interesse for en nyankommen eller en der er nybegynder, føler han en koldhed i sit hjerte og fjerner sig fra os.”
Dette betyder, at det, der falder på en mureed, er at opføre sig i overensstemmelse med adab over for sin murshid, berige og forfine både det åbenlyse og det skjulte.
Da Abu Mansur al-Maghribi blev spurgt: “Hvor mange år var du ven med Abu Usman?” svarede han: “Jeg tjente ham, jeg var ikke hans ven. Venskab opstår med brødre og jævnaldrende. Tjeneste er for de ærede mestre.” Dette siger han.
En mureed skal, når der opstår noget, der virker vanskeligt for ham vedrørende sin murshid, huske historien I Koranen, I Surah Kahf mellem Profeten Musa (Moses, Fred og Velsignelser være over Ham) og Khidr (Fred være og Velsignelser være med Ham). Hvordan Khidr gjorde nogle ting, og Musa Aleyhissalaam benægtede dem. Når Khidr informerede ham om hemmelighederne bag deres handlinger, ændrede Musa Aleyhissalaam sin benægtelse. Disciplen skal tænke på dette. Disciplens benægtelse skyldes, at han ikke fuldt ud forstår sandheden bag det, han ser fra sin murshid. En kamil (fuldkommen, moden) murshid har altid en årsag og et grundlag baseret på viden og visdom for deres handlinger.
Cüneyd el-Bagdadis elev stillede ham et spørgsmål, og Cüneyd svarede. Men personen protesterede imod svaret. Da sagde Cüneyd el-Bagdadi (må hans sjæl være velsignet): “Hvis du ikke har tillid til mig og ikke tror på mine ord, så gå og træk dig tilbage!”
En af de store lærde har sagt: “Den, der ikke respekterer reglerne, går glip af velsignelserne ved denne opførsel.”
Det siges også, at den, der siger “nej” til en retfærdig ordre fra sin murshid, vil aldrig blive successfuld på denne vej.
Ebu Hureyre (r.a) beretter: Profeten ﷺ sagde: “Så længe jeg er iblandt jer, skal I lade mig være i fred med hensyn til mine personlige forhold. Når jeg siger noget til jer, så følg det. De tidligere generationer gik til grunde, fordi de stillede mange spørgsmål til deres profeter og derefter modsatte sig dem baseret på de svar og regler, de modtog.”
Cüneyd (r.a.) har sagt: “Jeg så en person hos Abu Hasen Neysaburi, en person der altid var tavs og aldrig talte. Da jeg spurgte hans mureed, ‘Hvem er han?’ svarede de mig: ‘Han var sammen med Abu Hafs og tjente os. Han gav ham 100.000 dirhams og tog desuden en gæld på yderligere 100.000 og gav også det til ham. Men Abu Hafs tillod ham ikke engang at sige et eneste ord.'”
Ebu Yezid el-Bistami (k.s) sagde: “Jeg deltog i samtaler med Ebu Ali es-Sindi. Jeg fortalte ham om de obligatoriske pligter, mens han underviste mig i den sande tawhid og essensen af virkeligheden.”
Ebû Osman (k.s) sagde også: “Da jeg stadig var en ung dreng, deltog jeg i selskabet hos Abu Hafs. En dag bad han mig om at forlade hans tilstedeværelse og sagde: ‘Sid ikke mere her!’ Som svar gik jeg baglæns med ansigtet vendt mod ham, indtil jeg ikke længere kunne se ham. Jeg var meget ked af det og gravede et hul i jorden ved hans dør og planlagde at blive der, kun for at stige op, når han gav tilladelse. Da han så min tilstand og tristhed, kaldte han mig tilbage, modtog mig, og gjorde mig til en af hans udvalgte ledsagere indtil hans død. Må Allah ﷻ have barmhjertighed over ham.”
En mureed spreder kun sit bedetæppe under bønnen, når hans murshid er til stede. Mureeds opgave er at være konstant optaget af Allahs ﷻ tjeneste. Bedetæppet signalerer komfort og ære for sjælen. Mureed bør undlade at stå op eller bevæge sig under sin murshids tilstedeværelse. Dog kan han bevæge sig, når han når til en tilstand af ekstase (Wajd), hvor han ikke kan skelne mellem sig selv og omgivelserne. Murshidens majestætiske tilstedeværelse forhindrer disciplen i at udfolde sig frit.
Det er mere gavnligt og indbringende for en mureed at fordybe sig i sin murshids lysende ansigt (Noor) og observere de guddommelige gaver (Faiz og Baraqa), der manifesterer sig i ham, end at være optaget af andre ting.
En af etiketterne er, at en mureed ikke skal skjule nogen åndelig tilstand, eller nogen form for Karamah over for sin murshid. Han skal åbne op for sin murshid, lige som han åbner op for Allah ﷻ . De ting, han skammer sig over at afsløre, kan han nævne eller antyde på en subtil måde. Hvis en mureed holder noget skjult for sin murshid, enten det er åbent eller implicit, kan dette skabe et åndeligt knudepunkt i hans indre. At dele det med sin murshid løser knuden og fjerner hindringen.
En af etiketterne er også, at en mureed kun bør deltage i sin murshids selskab, hvis han ved, at murshid gør en indsats for at forbedre disciplen og skønhedsgør hans tilstand. Mureed skal tro, at hans murshid er mere værdig og dygtigere end andre i denne henseende.
Når en mureed har kærlighed til en anden murshid, mister han klarheden i sin egen murshids selskab, og hans ord bliver ineffektive, da hans hjerte ikke er forberedt til at modtage sin murshids tilstand. Virkelig, når en mureed er fuldstændig overbevist om, at hans murshid er unik inden for vejledning, kender han hans dyder og udvikler stærk kærlighed til ham. Kærlighed er et middel til at skabe kærlighed og tilpasning mellem mureed og murshid. Afhængigt af kærlighedens styrke vil murshidernes tilstand påvirke disciplen. Kærlighed er et tegn på, at sjælene mødes på det åndelige plan. Denne genkendelse viser tilstedeværelsen af en fælles åndelig karakteristika. Denne karakteristika (fælles træk) tiltrækker i disciplen nogle aspekter af murshidernes åndelige tilstand eller en del af den tilstand.
I en hadith, der kommer gennem Abu Umamah al-Bahili, siger Profeten ﷺ : ‘Den, der underviser en anden i en ayah fra Allahs ﷻ bog, vil have samme belønning som den, der handler efter det. Han bør ikke forlade det, og han bør ikke foretrække nogen over ham. Hvis en person forkaster den, der underviser ham i viden og ikke beskytter dens værdi, har han revet et bånd fra Islams bånd.'”
En af de manerer, som en mureed skal være opmærksom på, uanset om de er unge eller gamle, er at handle i overensstemmelse med deres vejleders tanker og ønsker i alle deres anliggender, idet de stoler på hans gode karakter, hans perfektion i tålmodighed og hans gode relationer. De bør ikke undervurdere at såre ham på grund af nogle simple handlinger, og de bør frygte selv den mindste ændring i hans ansigtsudtryk.
Ibrahim b. Seybân sagde: “Vi, en gruppe unge, var i selskab med Abū Abdullah al-Maghribī. Han var vært for os i ørkener og vildmarker. Der var en sheikh ved navn ‘Hasan’, som havde været i hans selskab i halvfjerds år. Når en af os begik en fejl, og vores vejleders holdning over for ham ændrede sig, brugte vi denne person til at mægle, undskylde og bede om tilgivelse, indtil han vendte tilbage til sin sædvanlige væremåde.”
En af de manerer, en mureed skal overholde, mens de er sammen med deres murshid, er ikke at forblive alene med deres kashf og åndelige tilstande uden at konsultere murshid. Dette skyldes, at murshid har en bredere viden om disse sager, og hans vej til Allah ﷻ (hjerte og inspiration) er større end mureeds.
Hvis mureeds åndelige tilstand stammer fra Allah ﷻ, vil vejlederen også være involveret og bekræfte det. Fordi ting, der kommer fra Allah ﷻ, ikke er blandet (med forkerte intentioner). Hvis der er tvivl om, hvad der opfattes, afklares det gennem murshids mægling. I mellemtiden opnår mureeden også viden om gyldigheden af lignende begivenheder. Derudover er kan der ske det, at der for mureed, er skjulte ønsker, som er rodfæstet i selvet (nafs), som blander sig i de åndelige tilstande. Således kan skjulte tanker blande sig i åndelige hændelser enten under søvn eller mens de er vågne. Dette er en udfordrende situation. Discipelen kan ikke udrydde disse tanker, der er rodfæstet i selvet. Når de forklarer dette for deres vejleder, besidder vejlederen ikke denne tilstand. Hvis det er fra Sandheden, bliver det gennem vejlederens mægling klart, at det er frit for tvivl og fejl. Hvis tilstanden stammer fra Nafs skjulte ønsker, renses mureedens hjerte, og denne tilstand forsvinder; den perfekte vejleder, på grund af styrken i sin tilstand og hans evne til smukt at søge tilflugt og træde ind i den Almægtiges nærvær på grund af fuldkommenheden af hans viden, kan bære vægten af denne tilstand.
En af de manerer, mureeden skal overholde, er, når de har noget at sige til deres vejleder vedrørende religiøse eller verdslige anliggender. De må vente på et tidspunkt, hvor vejlederen er tilgængelig og fri til at lytte til deres ord og tale; de bør ikke skynde sig at tale med ham eller straks nærme sig ham.
Ligesom der er et bestemt tidspunkt, etikette og betingelser for det, vi kan betragte som en samtale med Allah ﷻ, Teâlâ gennem bøn; på samme måde er der etiketter og betingelser for at tale med en åndelig vejleder, fordi det også er en handling udført for Allah ﷻ u Teâlâ.
Før de taler med deres vejleder, bør en mureed bede Allah ﷻ Teâlâ om at gøre dem i stand til at overholde den elskede etikette. Allah ﷻ Teâlâ antydede dette, da han lærte profeten Muhammads ﷺ følgesvende etiketten for at tale med ham, idet han sagde:
“Åh I, der tror, når I ønsker at rådføre jer privat med Profeten, så giv noget i almisse før jeres private konsultation.” Det betyder, at man skal være opmærksom på denne etikette før de private samtaler.
Abdullah b. Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Folk begyndte at stille Profeten ﷺ for mange spørgsmål og gik for vidt i det, til det punkt, hvor de overvældede ham med deres spørgsmål. Derfor underviste Allah ﷻ Teâlâ dem i manerer; Han forhindrede dem i sådan adfærd og beordrede dem til at give almisse, før de talte med ham.
Det er blevet sagt, at de velhavende kom til Profeten ﷺ og satte sig foran de fattige i hans forsamling. Det nåede et punkt, hvor Profeten ﷺ blev utilpas med deres lange taler og private samtaler.
Følgelig beordrede Allah ﷻ u Teâlâ dem, der ønskede at tale privat med Profeten ﷺ, til at give almisse på forhånd. Efter denne befaling stoppede de med at have sådanne private samtaler med Profeten ﷺ. De, der var økonomisk begrænsede, kunne ikke finde noget at give, og de velhavende var for nærige til at give noget. Denne situation blev svær for Profetens ﷺ følgesvende. Derefter blev tilladelsesverset åbenbaret, og Allah ﷻ u Teâlâ erklærede:
“Er I bange for at give almisse før I rådfører jer [med Profeten]? Da I ikke gjorde det, accepterede Allah jeres anger; så udfør bøn og giv zakat, og adlyd Allah og Hans Budbringer. Allah er godt klar over, hvad I gør.”
Ifølge traditionen; da Allah ﷻ u Teâlâ beordrede at give almisse før man talte privat med Profeten ﷺ, talte ingen undtagen Profeten ﷺ og Ali privat. Han tog en dinar ud og gav den som almisse.
Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: “Der er et vers i Allah ﷻ Teâlâs Bog, som ingen før eller efter mig har handlet efter.”
Verset, der lærer etiketten for privat samtale, er “najwa”-verset. Ifølge rapporter, da dette ædle vers blev åbenbaret, kaldte Profeten Muhammad ﷺ på Ali og spurgte: “Hvad synes du om den foreskrevne almisse, hvor mange dinarer skal det være?” Ali (må Allah være tilfreds med ham) svarede: “De har ikke råd til en dinar.” Profeten ﷺ spurgte: “Hvor meget bør det være?” Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: “Det bør være mængden af et korn byg eller hvede i guld.” Herpå sagde Profeten ﷺ: “Du er virkelig en meget asketisk person, der giver lidt værdi til verdslige ting.” Senere blev tilladelsesverset åbenbaret, og almisser-verset blev ophævet. Selvom forpligtelsen til at give almisse under private samtaler med Profeten ﷺ blev fjernet, blev etiketten for kontrolleret tale og respekt fremhævet af dette bud ikke afskaffet. Etiketten, som verset lærer, og de fordele, det sikrer, består.
Ubada b. Samit (må Allah være tilfreds med ham) rapporterede, at Profeten Muhammad ﷺ sagde:
“Enhver, der ikke viser respekt og ærbødighed for vores ældre, og kærlighed til vores unge, og ikke beskytter vores lærdes rettigheder, er ikke en af os.” Dette indikerer, at ærbødighed for lærde er et middel til guddommelig nåde og vejledning; at forsømme deres rettigheder og respekt er et tegn på berøvelse af guddommelig nåde og et mærke af ulydighed.