Surah Zumar
Vers 22:
اَفَمَنْ شَرَحَ اللّٰهُ صَدْرَهُ لِلْاِسْلَامِ فَهُوَ عَلٰى نُورٍ مِنْ رَبِّه۪ فَوَيْلٌ لِلْقٰسِيَةِ قُلُوبُهُمْ مِنْ ذِكْرِ اللّٰهِۜ اُو۬لٰٓئِكَ ف۪ي ضَلَالٍ مُب۪ينٍ ﴿٢٢﴾
Afa-man sharaḥa-llāhu ṣadrahu lil-islāmi fa-huwa ‘alā nūrin min rabbihī fa-wailun lil-qāsiyati qulūbuhum min dhikri-llāh, ulāika fī ḍalālin mubīn.
Oversættelse:
Er den hvis hjerte Allâh har åbnet for overgivelsen til Ham, så det oplyses af hans Herre, (ligesom den hvis hjerte er forhærdet)? Ve dem hvis hjerte har forhærdet sig imod ihukommelsen af Allâh! De befinder sig i åbenlys vildfarelse.
Refleksion:
Dette vers understreger forskellen mellem dem, hvis hjerter er åbne for Islâm, og dem, hvis hjerter er blevet forhærdede og ude af stand til at erkende sandheden. Allahs vejledning er et lys, der fører den troende til sikkerhed, mens de, der vender sig væk fra Hans ihukommelse, befinder sig i åbenlys vildfarelse og ulykke.
Er du en af dem, hvis hjerte er åbnet for sandheden, eller er du fanget i den hårdhed, der holder dig væk fra Allahs ihukommelse?
Fortolkning af verset:
Ifølge denne fortolkning åbnes de hjerter, der tror på åbenbaringen (wahy) – sjælenes livskilde – accepterer den og følger dens befalinger. Disse hjerter finder ro, bliver forfinede, følsomme og yderst modtagelige. De troende, hvis bryst Allah med Sin vilje har åbnet for Islâm, vil finde det let at opfylde Islâms befalinger og holde sig fra dets forbud – ligesom en sulten person finder det naturligt at spise, og en tørstig person finder det let at drikke vand. Uden tvivl er disse troende på et lys (nūr) fra deres Herre. Med dette lys fra deres Herre bevæger de sig fremad med retledning.
Deres hjerter er fyldt med et sådant lys og indsigt (firāsah), at deres sjæl altid stræber efter Allahs velbehag. Når de ser, ser de med Allahs lys; når de lytter, lytter de med Allahs lys; når de taler, taler de med Allahs lys; og når de går, går de med Allahs lys. Når dette er tilfældet, kan ingen tanker, ord eller handlinger, som Allah ikke er tilfreds med, finde vej til deres hjerter, øjne, ører eller tunger.
I modsætning hertil bliver de, der ikke accepterer den åbenbaring, påmindelse og advarsler, som Allah har sendt ned fra himlen, som tør jord, der er blevet forladt uden vand. Deres hjerter bliver hårde og ufrugtbare, ude af stand til at producere noget gavnligt – hverken i tro eller handling. Disse mennesker er fortabt i en dyb vildfarelse. Kan man overhovedet sammenligne disse sjæle med de troende, der går i troens lys og hvis hjerter er fyldt med lys og fred, og som lever et beriget liv både i denne verden og i det hinsidige?
Som en smuk illustration af dette nævnes følgende historie, der afspejler den forskel, som verset i Koranen henviser til, mellem den, hvis hjerte altid er optaget af Allahs ihukommelse, og den, der er uvidende om det:
En af de store helgener (awliyah) opfostret af Shāh-i Naqshiband (q.s.), nemlig Muhammad Pārisā (q.s.), mødte på sin pilgrimsrejse til Hajj en ung guldsmed i byen Bagdad. Den unge mand, med et lysende ansigt, var travlt optaget med at handle med mange kunder. Muhammad Pārisā tænkte for sig selv:
“Sikke et spild! I en alder, hvor han burde bruge sin tid på tilbedelse, har han givet sig hen til verdens travlhed.”
Men da han et øjeblik gik i en tilstand af dyb åndelig indsigt (murāqabah), blev han forbløffet over at se, at denne unge mand, trods sine daglige forretninger, var konstant forbundet med Allah i hjertet. Dette fik Muhammad Pārisā til at udbryde:
“Māshā’Allah! Hænderne er optaget af arbejde, men hjertet er med Allah!”
Dette er essensen af læren om khalwat dar anjuman – at forblive alene med Allah i hjertet, selv midt i menneskemængden, og leve i enhed midt i mangfoldighed.
Senere, da Muhammad Pārisā ankom til Mekka, mødte han en gammel mand med hvidt skæg, der græd inderligt ved Kaba’ens klæde og bad Allah om hjælp. Ved første øjekast blev Muhammad Pārisā imponeret og tænkte:
“Gid jeg kunne henvende mig til Allah med en sådan oprigtighed og hengivenhed!”
Men da han så ind i mandens hjerte med sin åndelige indsigt, opdagede han, at alle hans bønner og tårer kun var for verdslige ønsker. Dette syn gjorde ham bedrøvet og mindede ham om, at sand åndelighed handler om oprigtighed og forbindelse til Allah, ikke blot ydre fremtoning.
Refleksion:
Denne beretning minder os om vigtigheden af indre oprigtighed i vores forhold til Allah. Er vores hjerter virkelig forbundet med Allah, selv midt i vores travle liv? Eller er vi fanget i det ydre og glemmer at nære vores sjæl?