En dag i året 1292 (Hijri-kalenderen) var vi samlet på taget af Abdülbaki Ağas hus. Samlingen var åben for alle. En vind fra syd bragte en bølge af lugt med sig, som viste sig at stamme fra en død hunds kadaver. Jeg spurgte derfor Abdurrahman Tagî – må Allah være tilfreds med ham – følgende: “Er duften fra de mennesker, der er bundet til denne verden, for hjertets folk som lugten af en død hund?” Han svarede:
“Duften af dem, der er bundet til denne verden, er for hjertets folk langt værre end lugten af en død hund. Som eksempel, hvis nogen fra hjertets folk havde brug for at opnå fuldkommenhed, ville han hellere vælge at omgås en hund end en person, der er fanget i verdens besættelser. Forestil dig to vågne disciple. Hvis den ene havde indåndet lugten fra en død hund, og den anden havde været i nærheden af en verdensbesat person i samme tid, ville den, der havde været tæt på verdensbesættelsen, være langt mere utilpas end sin ven, der blot lugtede til den døde hund.
Som Gavs-ul Azam Abdul Qadir Jilani (qaddes Allahu sirrah) udtrykte: ‘I begyndelsen af min discipelperiode kunne jeg ikke tåle at være sammen med verdensbesatte personer, så jeg trak mig tilbage til et toilet og blev der i lang tid.’ Derfor har Gavs-ul Azam ikke opmuntret sine disciple til at isolere sig i øde steder, men snarere pålagt dem at omgås mennesker, så de kunne vænne sig til det og styrke deres hjerter. I sandhed er der intet mere beskidt end denne verdens kærlighed.
Jeg spurgte ham: ‘Er djævelen ikke værre?’ Han svarede: ‘Djævelen er også en del af denne verden. Alt i denne verden og verden selv er forbandet.’ En dag stødte Ibn Hisam på en gruppe fra hjertets folk, der diskuterede denne verdens forfald. Da han ønskede at forlade forsamlingen, spurgte de ham, hvorfor han gik. Han svarede: ‘Fordi I taler om den beskidte verden.’ Da de svarede: ‘Men vi diskuterer dens fejl og dårligdomme,’ sagde han: ‘Blot det, at I anerkender den som noget værdigt at tale imod, er nok.’
For hjertets folk er det endda afskyeligt at opholde sig i hjemmet hos en verdensbesat person. Derfor har de foretrukket at være gæster i et fattigt kafirs hjem fremfor i hjemmet hos en person, der er bundet til verden. En bog, der blev skrevet for at disciplinere asketer, påbyder endda, at man ikke må spise deres mad, drikke deres vand, sidde i deres hjem eller tage vand fra deres brønde til wudu.
Men Allah, den Almægtige, har skænket denne ophøjede vej (sufiordenen) en særlig nåde: Når verdensbesatte personer deltager i deres forsamlinger, bliver de hurtigt trætte og søger væk. Havde det ikke været sådan, ville denne ordens tilhængere ikke være i stand til at holde deres sammenkomster i nærheden af dem.”
Analyse af anekdoten fra Abdurrahman Tagî – Naqshbandiyya-traditionen
Denne anekdote giver et dybt indblik i hjertets folks (ahl al-qalb) syn på denne verden (dunya) og dens påvirkning på den spirituelle rejse. Det er både en refleksion over det materielle livs farer og en vejledning til, hvordan en discipel kan opretholde sin renhed i et samfund præget af verdslige begær. Lad os analysere anekdotens centrale temaer:
1. Denne verden som en prøvelse
Anekdoten begynder med et konkret billede – lugten fra en død hund – som bruges som en metafor for dunya. Ifølge hjertets folk er denne verden mere frastødende end lugten fra et dødt kadaver. Dette perspektiv bygger på Koranens og hadiths advarsler om at blive fanget i verdens overfladiske glæder:
“Vid, at det jordiske liv kun er en leg og en adspredelse og pynt…”
(Surah Al-Hadid, 57:20)
For hjertets folk er dunya ikke kun en midlertidig illusion, men også en kilde til åndelig forurening, der kan gøre hjertet udueligt og hårdt til at modtage lys (noor) og faiz. Lugten fra dunya, som metaforisk beskrives her, påvirker sjælen værre end en fysisk frastødende lugt.
2. Hjertets folks følsomhed over for dunya
Abdurrahman Tagî understreger, at hjertets folk er særligt følsomme over for påvirkninger fra dunya. De mærker dens negative effekter på en måde, som almindelige mennesker måske ikke registrerer. Han bruger eksemplet med to disciple – den ene i nærheden af en død hund og den anden i nærheden af en verdensbesat person – for at illustrere, hvordan åndelige personer kan føle større ubehag fra det spirituelle forfald end fra fysisk urenhed.
Denne følsomhed stammer fra deres rene tilstand, hvor hjertet er vendt mod Allah. De kan derfor ikke tåle den forurening, som dunya repræsenterer. Dette er også nævnt i andre kilder, som når profeten Muhammad (fred og velsignelser være med ham) siger:
“Denne verden er en fangekælder for den troende og et paradis for den vantro.”
(Sahih Muslim, 2956)
3. Djævelen som en del af dunya
Et centralt spørgsmål rejser sig i anekdoten: Er djævelen ikke værre end dunya? Svaret er bemærkelsesværdigt, da det placerer djævelen som en del af denne verdens forfald. Abdurrahman Tagî pointerer, at alt, hvad der tilhører dunya, er forbandet, hvilket inkluderer djævelen. Dette perspektiv understreger, at dunya ikke blot er en fysisk tilstand, men en spirituel udfordring, hvor sjælen kan blive fanget i illusioner og distraktioner.
Denne forståelse ligger tæt op ad hadithen:
“Den, der elsker denne verden, skader sit hinsidige, og den, der elsker sit hinsidige, skader denne verden.”
(Musnad Ahmad, 3701)
4. Hjertets folks adfærd over for dunya
Anekdoten indeholder flere praksisser og råd fra hjertets folk:
• Afsky for verdensbesatte personer: De undgår at opholde sig i hjem hos mennesker, der er bundet til dunya, fordi det kan påvirke deres åndelige tilstand
• Praktisk vejledning fra Gavs-ul Azam: Trods hans følsomhed over for dunya, lærte han sine disciple at omgås mennesker for at styrke deres åndelige modstandskraft.
Dette afspejler en balance i Naqshbandiyya-traditionen: På den ene side en stærk advarsel mod dunya, men på den anden side en opfordring til at engagere sig i samfundet og mennesker for at styrke hjertet og tjene Allah.
5. Refleksion over menneskets tilknytning
Anekdoten slutter med en bemærkelsesværdig indsigt: Selv at diskutere dunya kan være en form for anerkendelse af dens værdi. Dette perspektiv fra Ibn Hisam understreger, hvor radikale hjertets folk er i deres afvisning af dunya – selv kritik af den ses som en indirekte accept af dens eksistens. Dette perspektiv rejser vigtige refleksioner: Hvordan skal vi forholde os til dunya uden at falde i dens fælder?
Relevans for den moderne discipel
For den moderne discipel er anekdoten en vigtig påmindelse om farerne ved at lade sig fordybe i verdslige sysler. Den opfordrer til en dybere selvrefleksion:
• Hvad prioriterer vi i vores liv?
• Er vi mere optaget af det midlertidige end det evige?
• Hvordan kan vi balancere vores verdslige ansvar og vores åndelige rejse?
Anekdoten opfordrer også disciplen til at være opmærksom på sine omgivelser og de påvirkninger, man udsætter sit hjerte for. Det er en opfordring til at vælge selskab, der nærer sjælen, og til at omgås dunya med forsigtighed.
Kald til handling
Lad denne anekdote være en anledning til refleksion. Spørg dig selv: Hvilke handlinger binder dig til dunya, og hvordan kan du frigøre dig fra dens greb? Skriv gerne dine tanker eller spørgsmål til dhikr@sufi.dk, så vi sammen kan arbejde på at styrke vores hjerter og søge nærhed til Allah.