Emne: Det er mere elskværdigt at opleve Mahbubs væsen gennem smerte og majestæt end gennem nydelse og skønhed.
Bemærkning: Dette brev blev skrevet af Imam Rabbani (må Allah være tilfreds med ham) til Sahibü’l-Maarif, Shaykh Bediüddin.
I Allahs navn, den Barmhjertige, den Nådige.
Al lovprisning tilkommer Allah, og fred og velsignelser være med Hans udvalgte tjenere.
Jeg har modtaget dit velsignede brev, sendt med Shaykh Fethullah.
Du har nævnt folks kritik og uretfærdighed mod dig. Men for os, der følger denne vej, er sådanne prøvelser faktisk en kilde til renselse og skønhed. Hvordan kan det bringe bekymring eller sorg? Da denne ringe tjener først kom til dette område, følte jeg, at folks bebrejdende ord og tanker fulgte mig som lysende skyer, der kom fra landsbyer og byer.
Denne proces, der startede fra lavere stadier, har nu nået ophøjede højder. Du har gennemgået mange års spirituel udvikling under den vejledning, der er relateret til Guds skønhed (Jamal). Nu vil det være passende, hvis du fortsætter din rejse under vejledning af Hans majestæt (Jalal). Det kræver, at du befinder dig i en tilstand af tålmodighed og i en position af tilfredshed med Allahs vilje, hvor du ser både skønhed (Jamal) og majestæt (Jalal) som ligestillede.
Du nævnte også i brevet:
“I denne tid med prøvelser er der hverken spirituel tilstand (hal) eller glæde (zevk) tilbage.”
Men det ville være mere passende, hvis spirituelle tilstande og glæder blev fordoblet i denne tid. Sandheden er, at Mahbubs prøvelser bringer mere sødme end Hans trofasthed. Hvilken prøvelse har nogensinde fundet sted, der skulle få en til at tale som almindelige mennesker og distancere sig fra kærlighed til det guddommelige væsen?
Man bør betragte Majestæt (Jalal) som værende overordnet Skønhed (Jamal). Modsat tidligere tanker bør smerte og prøvelser opfattes som mere værdifulde end nydelser. For i Skønhed og nydelser er der en blanding af både Mahbubs og selviskhedens ønsker, mens i Majestæt og prøvelser er der en renhed af Mahbubs vilje, som er fri for selviskhedens ønsker.
Den nuværende tilstand og tid er helt anderledes end tidligere tilstande og tider. Der er stor forskel mellem de to.
Du har også nævnt besøget til Haramayn al-Sharifayn (Mekka den Ophøjede og Medina den Strålende). Der er ingen hindring for dette.
Må Allah være med os – og hvad en fremragende beskytter Han er.
Må Allah give os forståelse og styrke til at handle i overensstemmelse med Hans vilje.
Analyse af brev 418 af Imam Rabbani: Kærlighedens væsen i prøvelser og nåde
Brevet fra Imam Rabbani til Sahibü’l-Maarif Shaykh Bediüddin er en dyb og reflekterende tekst, der kaster lys over en central dimension i sufismens lære: forholdet mellem kærlighed til Gud og oplevelsen af prøvelser. Det udfordrer læseren til at forstå, hvordan lidelse og Guds majestæt (Jalal) kan være en større kilde til spirituel vækst end nydelse og Guds skønhed (Jamal). Brevet rummer en universel sandhed om, hvordan de troendes rejse til Gud både indebærer glæde og smerte, og hvordan begge elementer fører til en dybere erkendelse af det guddommelige væsen.
Prøvelser som en renselse
Imam Rabbani åbner brevet med en henvisning til modtagerens klager over folkets kritik og uretfærdighed. I stedet for at give modtageren trøst eller støtte i den gængse forstand, peger Imam Rabbani på den spirituelle visdom bag prøvelserne. Han beskriver kritik og bebrejdelser som en form for “renselse” og en vej til at fjerne “rust” fra hjertet. Dette er en central tanke i sufismen: Prøvelser er ikke en straf, men en gave, som renser den søgende for egoets urenheder og fører dem tættere på Gud.
Dette perspektiv udfordrer en almindelig forståelse af modgang som noget negativt. I stedet opfordrer Imam Rabbani sine elever til at se modgang som en nødvendighed for spirituel vækst. Som Qur’anen siger:
“Måske elsker I noget, der er dårligt for jer, og hader noget, der er godt for jer. Allah ved, men I ved ikke.” (2:216)
Imam Rabbani minder dermed om, at selv det, der opleves som smertefuldt, er en manifestation af Guds kærlighed og vilje.
Jalal og Jamal: Majestæt og skønhed
En af de mest centrale pointer i brevet er Imam Rabbanis opfordring til at værdsætte Guds majestæt (Jalal) højere end Hans skønhed (Jamal). Han argumenterer for, at selvom Guds skønhed og nåde kan bringe glæde og tilfredshed, indeholder de også elementer af egoets ønsker. Når en person nyder godt af Guds gaver og barmhjertighed, kan selvet let tage del i glæden og føle en subtil form for stolthed eller selvtilfredshed.
Derimod er Guds majestæt – som manifesterer sig gennem prøvelser, lidelse og smerte – fri for egoets indflydelse. Her er den søgende fuldstændig afhængig af Gud og befinder sig i en tilstand af ren hengivelse. Denne tanke bringer os tilbage til sufismens kerneprincip om tawhid – at alt tilhører Gud alene, og kun Hans vilje eksisterer. Når en person accepterer Guds prøvelser uden klage, bliver de renset for deres ego og bringes tættere på det guddommelige.
Mahbubs vilje som den ultimative kilde
Imam Rabbani fremhæver også forskellen mellem Mahbubs (Den Elskedes) vilje og egoets vilje. I Guds skønhed og nåde er der en blanding af både Mahbubs og egoets ønsker. Dette betyder, at selv de mest spirituelle oplevelser kan være påvirket af en persons egne længsler. I Guds prøvelser og smerte er der derimod kun Mahbubs vilje, hvilket gør dem til en renere og højere form for guddommelig kærlighed.
Han skriver:
“Mahbubs prøvelser bringer mere sødme end Hans trofasthed.”
Dette er en dyb sandhed i sufismen: Den elskedes smerte er en manifestation af Hans nærhed, mens nydelsen kan føre til selvtilfredshed og afstand.
Som Qur’anen siger:
“Vi vil helt sikkert teste jer med noget frygt og sult, og tab af rigdom, liv og afgrøder. Men giv gode nyheder til de tålmodige.” (2:155)
Overgangen fra Jamal til Jalal
Brevet antyder også, at den søgendes spirituelle rejse ofte starter med Guds skønhed (Jamal), hvor de oplever glæde og tilfredshed gennem tilbedelse og åndelige oplevelser. Men som de udvikler sig, leder Gud dem ind i en dybere tilstand af afhængighed, hvor de skal konfrontere Hans majestæt (Jalal). Dette kræver en tilstand af fuldstændig tålmodighed (sabr) og tilfredshed (rida) med Guds vilje.
Imam Rabbani opfordrer modtageren til at bevæge sig fra Jamals niveau til Jalals niveau, hvilket er en overgang fra at søge glæde i tilbedelsen til at acceptere Guds vilje uanset omstændighederne. Denne udvikling markerer en højere grad af spirituel modenhed.
En refleksion over Hajj-rejsen
Til sidst nævner Imam Rabbani ønsket om at besøge de to hellige byer, Mekka og Medina. Hans svar er klart: Der er ingen hindring for denne rejse. Det er en subtil påmindelse om, at uanset hvilke prøvelser man står overfor, er det vigtigt at forblive fokuseret på de store mål i livet – at søge Allahs nærhed.
Refleksive spørgsmål til læseren
1. Hvordan ser du på de prøvelser, du oplever i dit liv? Ser du dem som straf eller som en mulighed for at komme tættere på Gud?
2. Har du nogensinde tænkt over, hvordan Guds skønhed og majestæt manifesterer sig i dit liv?
3. Kan du finde ro i accepten af Guds vilje, selv når den ikke stemmer overens med dine ønsker?
En opfordring til handling
Dette brev er en invitation til os alle til at reflektere over, hvordan vi forholder os til både glæde og smerte på vores spirituelle rejse. Vi opfordrer dig til at dele dine tanker og oplevelser med os. Skriv til os på dhikr@sufi.dk og lad os gå dybere ind i forståelsen af sufismens rige verden.
Må Allah give os styrke til at acceptere både Hans skønhed og Hans majestæt som manifestationer af Hans kærlighed.
